artikler

Vidensdeling

I ART Stories er vi sammen om kunsten, fordi vi ved at kunst er sundhedsfremmende. Gennem vores projekter og workshops, deles vi om kunsten og skaber meningsfulde netværk og relationer.

Sammen om kunsten

Art Stories og tankerne bag

Craft psykologi

Vi kender allesammen en onkel, som er så passioneret omkring hans modeltog, at han ikke kan tale om andet til familiesammenkomster eller kollegaen, som har strikkepinde i hænderne ved enhver given lejlighed og efterhånden har strikket halstørklæder til hele afdelingen. Og selvom vi måske ikke helt deler begejstringen for togbaner i miniature og synes strik omkring halsen kradser, så er det videnskabeligt bevist, at det at have en hobby er godt for vores sundhed. 

Når man sidder med et kreativt projekt, hvad enten det er ler, perler, akvarel, fluebinderi eller noget helt andet, styrker det os både fysisk og psykisk, da vi træner vores fordybelse, nærvær og koncentration. Man kan blive så opslugt af en proces, at man glemmer alt om tid og sted, sult eller tankemylder. 

Håndarbejde giver et pusterum til vores hjerner, som ellers har travlt med at navigere i aftaler, indkøbslister, madplaner, mødetider, arbejdsopgaver, selvskadende tanker m.m., og det giver ro til krop og sind, når vi giver os selv lov til at fordybe os i den kreative proces. Således er det fuldstændig uvæsentligt om den selvdrejede kop holder på kaffen, om den hæklede trøje mangler et ærme eller om din tegning af familiens gravhund mere ligner en grævling. Effekten af craft psykologi ligger i processen, hvor du er fordybet i dit kreative arbejde og så er det ligegyldigt, om dit kunstværk ender i skraldespanden eller på Louisiana. 

I ART Stories kender vi fra os selv, hvordan håndarbejdet har en positiv effekt på krop og sind og ikke mindst, hvordan det påvirker os, når vi ikke prioriterer tid til den legende tilgang til kreativiteten. Derfor er craft psykologi et stort omdrejningspunkt, når vi afholder både workshops og undervisningsforløb. Hos ART Stories er der plads til at eksperimentere og til at den enkelte får mulighed for at udforske sin egen kreativitet. Vi arbejder ikke med et bestemt facit, hvor en tegning eller et kunstværk skal ende med at se ud på en bestemt måde. Vi introducerer teknikker og inspirerer vores kursister til, at de selv skal tænke ud af boksen og fordybe sig i at skabe deres egne værker.

Kunst som sundhedsfremme

I disse år er der kommet større og større fokus på, hvordan man kan bruge kunst som sundhedsfremmende element og de kreative fag benyttes mere og mere som et støttende redskab i omsorgsarbejdet indenfor sundhedssektoren. Derfor er det efterhånden helt normalt at se kunstudsmykninger på hospitaler, plejehjem m.m. Ligesom der er opstået demenskor og det kan opleves, at musikere spiller klassisk musik på hospitalsgangene. Dette er der en ganske god grund til, da al forskning tyder på, at kunst og kultur kan have en væsentlig effekt på patienters velbefindende og menneskets generelle livskvalitet. Kunst og kultur taler er noget vi sanser og det taler til vores følelser. Ligesom farver kan gøre noget for den stemning, vi som mennesker opfatter i et rum, påvirkes vi også af den kunst, der hænger på væggene. 

I ART Stories bruger vi kunsten aktivt især i forbindelse med kursister, der har særlige behov – både kognitive og fysiske. Vi bruger kunsten til at udfordre kursisterne til at blive klogere på dem selv og deres evner, og vi deler glæden, når vi kan se, kursister udvikle sig og eller måske genfinde glemte evner. I kunsten findes der ikke noget, der er rigtigt og forkert. Der er ikke en fastlåst løsning med et bestemt formål, hvilket giver især sårbare mennesker et frirum til at turde gøre noget, de ikke er vant til. I kunsten er der plads til at være lige præcis den, man er og til at udvikle sig i det tempo, man er tryg ved. 

Samtidig bruger vi i ART Stories vores pædagogiske tilgang til at give vores kursister et kærligt skub, når vi kan se, der er plads til det. Således var der i forbindelse med seneste Boostcamp for unge autister, en kursist der med det største smil på læben udbrød:

“Det kan vi sgu da ikke, vi er autister for faen!”

Men vi vidste, de kunne – og nu ved de det heldigvis også selv.

Kultur som sundhedsfremme er ikke kun relevant, når vi er fysisk syge eller har ondt i sindet, kunst og kultur har også en fremtræden præventiv effekt, da vi kan bruge bruge det kreative til at lade tankerne flyde, styrke vores koncentration, udvikle vores sanser og tanke fornyet energi. Det er det, der de senere år er blevet kendt som craft psykologi.

Har du spørgsmål? Kontakt os, så vil vi svare dig hurtigst muligt. ​